Start

General index of music editions

Materialer

Links

Recent publications

Coppini, Musica tolta 1607

Editions and papers
on this site:

Copenhagen Chansonnier

Complete Works of Gilles Mureau

Amiens MS 162 D

Uppsala MS 76a


Papers on

Basiron’s chansons
Busnoys & scibes PDF
Caulaincourt
Chansons in Fa-clefs
Chansoner på nettet
Fede, Works
Dulot’s Ave Maria
Open access 15th c.
MS Florence 2794

 

 
Renæssancens musikkultur

Torsdag den 7. april 2011, kl. 13.15

Fortsættelse af

En meget kort gennemgang af messens historie

– se referatet af forrige time.

Kort gennemgang af den verdslige franske sang i anden halvdel af 1400-tallet

Digte i formes fixes er ofte blevet betragtet som en stivnet, konventionel kunst fyldt med faste vendinger og allegoriske personificeringer (Malebouche - Bagtalelse, Bel accueil - Dejlig velkomst) fra traditioner, der rækker langt bagud (f.eks. til Roseromanen). Som en tumleplads for amatørpoeter (især adelige) og musikere, der skrev lige så konventionel musik i fastlåste former, der i moderne partitur ligner musikalske miniaturer! Som det er blevet påvist i nyere forskning forholder det sig anderledes. Især rondeau-formen blev ganske vist populær for amatører at udtrykke sig i, og der er bevaret mange ubetydelige digte, men i hænderne på professionelle er disse former (rondeau og lidt senere bergerette) særdeles krævende genrer for en raffineret poesi og yderst udtryksfuld musik, der i sin fuldt udfoldede form stiller store krav til ophav og udøvere.

Konventionerne bruges i et spil med sprogets lyde og metrik og danner indviklede mønstre, hvor tekstens mening og lydmøstre indgår spændingsfyldte relationer, hvor konventionsbrud ofte udtrykker følelser, som næppe har kunnet kommet frem ad andre veje i et socialt fastlåst overklassemiljø. I dette miljø har den verdslige digtning og musik udfoldet sig “på en scene” svarende til ridderturneringernes udadvendte pragt med faste regler, men ganske intim og med et rollespil, som tillod overskridelser af sociale barrierer bag masker.

Musikken er ved nærmere betragtning meget lidt konventionel. Komponisterne udfolder stor fantasi for dels at afspejle tekstens indhold og stemning (bl.a. gennem variationer i vokal instrumentation) og dels at afbalancere formens forløb (kontrast mellem A- og B-afsnit) med fintmærkende vægtning af virkninger.

De vigtigste former er (balladen er blever sjælden efter ca. 1430 – store bogstaver = samme tekst og musik, små bogstaver = anden tekst, samme musik):

Rondeau: (refrain 4-5 linier:) AB (mellemstrofe og halvt refrain:) aA (tierce:) ab (refrain:) AB

Bergerette: (refrain 4-5 linier:) A (2 mellemstrofer ouvert og clos:) Bb' (tierce:) a (refrain:) A.

Hovednavnene i første halvdel af århundredet er Du Fay og Binchois. I midten af 1400-tallet finder man den høviske trestemmige chanson i sin “klassiske” skikkelse med komponister som Ockeghem, Hayne van Ghizeghem og Busnoys. Her er de tre stemmer ligeberettigede i satsen med stærke melodiske profiler. Herfra stemmer mange ‘hit’-sange, hvis overstemmer eller tenorstemmer har dannet udgangspunkt for bearbejdelser som chansoner, motetter, messer eller instrumentalkompositioner i samtiden og de følgende generationer (“Fors seullement”, “De tous biens plaine”, “Le souvenir de vous” etc.). Sangene udviser stor variation af det klassiske skema for at udtrykke teksten.

Dette repertoire findes ofte beskrevet i musiklitteraturen som Den burgundiske chanson (efter Knud Jeppesens klassiske udgave Der Kopenhagener Chansonnier, København 1927). Paula Higgins har i sin disputats fra 1988 påvist at dette repertoire i sin kerne stammer fra hofkredse i Frankrig og at hovedkilderne er blevet til i Loire-dalens hovedbyer Tours og Bourges.

Eksempel:

Guillaume Du Fay: Adieu m’amour, adieu ma joye a 3, rondeau (Farvel min elskede, farvel min glæde) - raffineret brug af sprog og musik, f.eks. forskel i ordenes klang i A- og B-del (a og u over i og e), varieret satsteknik, på få takter optræder der mange flere satstyper end i kirkemusik for at holde repetitionsmønstret levende.

Eksempler på farvefacsimiler af chanson-håndskrifter fra 1460erne og 1470erne, de såkaldte Loire Valley Chasonnier. I kan selv blade i disse online-udgaver, links til dem findes på min Linkside. De mest oplagte er Copenhagen, Laborde og Wolfebüttel Chansonnier.

Eksempler:

Anonym: Le joly tetin de ma dame a 3, en meget glad og aktiv bergerette (Min elskedes smukke bryst har rørt mit, hud mod hud, og derover føler jeg mig meget lykkelig, ved min sjæl, når jeg tænker derpå).
Rober Morton (o. 1460, engelsk komponist der virkede ved det burgundiske hof): Le souvenir de vous me tue a 3 (Erindringen om Dem, min eneste elskede, bliver min død, når jeg ikke ser Dem), lyrisk rondeau med meget sangbare stemmer.

Sangene findes bl.a. i håndkriftet Thott 291 8° i Det Kongelige Bibliotek, et udsøgt lille hofhåndskrift fra o. 1470 med fine illuminerede initialer. Jeg er netop blevet færdig med en online udgivelse (komlet, men mangler de sidste kildebeskrivelser), med seperat udgivelse af alle versioner i de fem beslægtede chansonniers - hele eller dele af de tre chansonniers er udført af den samme person. Se videre An Open Access Edition of The Copenhagen Chansonnier.

I århundredets sidste årtier blev den høviske sang 1) stadig mere kompliceret, imiterende med lange melodilinier og melankolske tekster, eller 2) man komponerede kun refain’et som en gennemkomponet chanson for 3-5 stemmer i en udtryksfuld, motetlignende sats, eller 3) formen blev brugt til korte ironiske digte, hvis udsættelse ikke er til at skelne fra udsættelse af populære melodier.

Alle tre tendenser fører til en opløsning af den klassiske høviske chanson.

Optagetheden af populære sange i hofkredse omkring 1500 fører til en sammensmeltning af udtryksformner i den såkaldte “Parisiske chanson”. Om den sene udkling af den høviske chanson og skiftet efter 1500 se Peter Woetmann Christoffersen: French Music in the Early Sixteenth Century. Studies in the music collection of a copyist of Lyons. The manuscript »Ny kgl. Samling 1848 2°« in the Royal Library, Copenhagen I-III. København 1994, især Vol. I Ch. 7 og 9.

Hertil kan læses Atlas: Renaissance music, Ch. 5 og 14, samt hans tilbagevendene 'refrain' Editing a Chanson (Ch. 4, 17, 21 og 30).

Om den populære sang i 1400-tallet fra Du Fay til Parisisk chanson.

Guillaume Du Fay: La belle se siet 3v er et eksempel på at brug af populære melodier også var kendt før 1430. Denne elegante sats har den populære melodi i lange toner i tenoren, hvorover Cantus I og II synger/reciterer den fortællende tekst. Den populære stil præger overstemmernes elegante fortællen. Muligvis har Du Fay bearbejdet en ældre tostemmig udsættelse.


Følgende nåede jeg ikke - kommer næste gang:

De monofone sanges miljø er forankret i almindelige menneskers liv, med de nære magthavere som yndlingsofre. Der er mange lyriske kærlighedssange, men ofte fremstilles kvinder lige modsat det billede, der tegnes i den høviske chanson. Hun er ofte sin ægtemand utro, gør oprør, og ægtemænd er næsten per definition grimme og gamle, og slår deres koner - om sammenhængen med det populære teater, jfr. Howard Mayer Brown: Music in the French Secular Theater 1400-1550. Cambridge, Mass. 1963.

Sangene er en del af almindelige menneskers daglige liv, og en del af den professionelle underholdning som den udfoldede sig ved markeder, ved fester og i byerne. Sangene overskrider de sociale lag, idet overklassen tilhører såvel den populære som den høviske kultur (jfr. Peter Burke: Popular Culture in Early Europe. London 1978).

Eksempel:

Anonym: Trop penser me font amours 1v (Paris BN, MS 12744) – enkel monofon virelai, fortællende med ‘høviske’ hensigter. Se også min artikel (1. del) ‘Æslets skryden og sang gennem tårer. Billeder i musik i 1400-tallets populære og kunstfulde traditioner’ i Musik & Forskning 26 (2001) s. 97-134 (Pdf-fil)

Komiske teatertekster kan rumme mange citater af kendte sange, som måske er blevet sunget i livlige, morsomme dialoger. Samme effekt er yndet i chansoner, hvor en høvisk sang (incl. dens melodi) kan kombineres med en grotesk citatkollage af elementer fra populære og høviske sange og fra kirkemusik og -sang (quodlibet eller fricassée).

Populære melodier blev også udsat af hofkomponister i dobbelt- og tripelchansoner, hvor typisk en rondeau i overstemmen akkompagneres af en eller flere populære sange i understemmerne. Igen ligger fornøjelsen i modsætningernes møde og det dobbelttydige.

I løbet af anden del af 1400-tallet bliver det mere og almindeligt at hofkomponister bearbejder populære sange til flerstemmige kompositioner, sideløbende med at hoffets skrivere udfører samlinger af monofone sange i smukt udstyr (f.eks. det ovenfor nævnte Paris BN, MS 12744). Den populære sang bliver mode i overklassen. Efterhånden underlægger den populære sangs formuleringer, melodisk skarptskåren, begrænset omfang og enkel metrisk rytmik, sig den flerstemmige musik. Det sker gennem en lang udvikling hvor den populære stil underlægger sig flere og flere elementer i satsbilledet, nogle stationer er:

a) cantus firmus udsættelser – i messer (f.eks. L’homme armé-messer – eller 3-4stemmige chansoner.

Loyset Compère (ca. 1440-1518): Le grant désir 3v - c.p.f. i tenor, imiterende, akkompagnerende modstemmer.

b) populære arrangementer i to meget forskellige satstyper karakteriseret ved stemmetal, henholdsvis tre- og firestemmige, hvor den populære melodi breder sig til alle stemmer.

Antoine de Févin (ca. 1470-ca. 1510): Je le lairray, puisqu’il me bat 3v, imiterende arrangement med c.p.f. i tenor.
Lpyset Compère: Alons faire nous barbes 4v melodi i tenor og superius, vekslende imitation, homorytmik, duos, kanon.

c) komplekse kanonkompositioner i mangestemmig sats.

Korte fremstillinger af genrens hovedtyper, monofone og polyfone, findes i min afhandling French Music in the Early Sixteenth Century, især Vol. I Ch. 8, og mange eksempler findes i nyudgaver i Bd. III.

START