Start

General index of music editions

Materialer

Links

Recent publications

Coppini, Musica tolta 1607

Editions and papers
on this site:

Copenhagen Chansonnier

Complete Works of Gilles Mureau

Amiens MS 162 D

Uppsala MS 76a


Papers on

Basiron’s chansons
Busnoys & scibes PDF
Caulaincourt
Chansons in Fa-clefs
Chansoner på nettet
Fede, Works
Dulot’s Ave Maria
Open access 15th c.
MS Florence 2794

 

 
Peter Woetmann Christoffersen

Nogle stikord til

M. Jennifer Bloxam: ‘A Cultural Context for the Chanson Mass’ i Honey Meconi (ed.): Early Musical Borrowing. New York & London (Routledge) 2004, s. 7-35

Starter med at konstatere, at der i omkring 1450 opstod en tradition for at bygge flerstemmige ordinariumsmesser på verdslige kærlighedssange, som holdt ved ind i det 16. århundrede, mens flerstemmig messemusik tidligere næsten udelukkende byggede på det gregorianske sangrepertoire. Hun stiller spørgsmålene: Hvorfor valgte komponisterne verdslige kærlighedssange som grundlag for musik, som var beregnet til at udsmykke en gudstjeneste? Hvad betød det for sangerne og for de troende, der var til stede?

(s. 8) Alle historiske fremstillinger gør rede for messen baseret på verdslige sange som en “type komposition”, hvor den indtager en særlig plads i udviklingen af cantus firmus teknik og af brugen af parodi (at lade flere stemmer fra den flerstemmige model (evt. hele satskomplekset) præge den nye komposition). Dette besvarer imidlertid ikke spørgsmålet om hvorfor denne type messe opstod. Howard Mayer Browns antagelse, at sådanne messer er henvedt til Jomfru Maria, og at man satte lighedstegn mellem verdslig og religiøs kærlighed, danner udgangspunkt for Bloxams undersøgelse.

(s. 9-11) Tabellen over kendte messer viser ikke overraskende at centrum lå i det nordlige fransk-burgundiske område med en stærk, tidlig indflydelse fra engelske musikere (Frye, Dunstable, Bedyngham), og at de valgte modeller var domineret af de mest udbredte franske chansons, samt at engelske, italienske (af engelske komponister) og tyske (understreger at Burgund rækker langt ind i det tyske kejserrige) sange også spiller en betydelig rolle, samt at sådanne messer kommer sandsynligvis frem i 1440’erne. [Man kan måske gå så vidt som til at sige at messerne over verdslige sange kommer frem samtidig med at den cykliske messe slår igennem, og at de udviser den samme udvikling af satsmodellen fra Caput-messen. Selve ideen om messen over samme stof i alle led er afgørende for brugen af verdslige sange – evt. er brugen af verdslige sange forudsætningen for ideen om den cykliske messe? Desværre kan det kendte kildemateriale ikke besvare sådanne spørgsmål].

(s. 12) Mens det geografiske område, hvor denne type messe opstod, er ret begrænset, er den hastighed, hvormed den blev udbredt til det meste af Europa, bemærkelsesværdig. Kilderne fra de første årtier er spredt ud over et stort område (Trento i Norditalien, Brügge, Rom, Napoli, Böhmen) [der er næsten ingen kilder fra Nordfrankrig bevaret, men de mange håndskrifter i Trento menes kopieret efter kilder fra Cambrai og Brügge mv. – der er mange flere kilder til messerne end angivet i Bloxams skema. Messerne følger altså ganske samme vej som udbredelsen af Caput-messen og dens mange efterfølgere].

(s. 13) Bloxam forfølger tanken om at man stiller kærligheden til den høviske frue [i de populære sange: den jordnære kvinde] og til Jomfru Maria overfor hinanden og lader dem smitte af på, farve hinanden gennem en række faser og udtryk:

- fortolkningen af Salomons Højsang som dels et sanseligt forhold og dels en teologisk allegori.

- Maria-liturgien gennemtrænges af fraser og billeder fra Højsangen.

- Verdslig og kirkelig erotisk poesi (Højsangen) flyder sammen, den selvforglemmende religiøse kærlighed “læres” gennem den verdslige poesis udtryk (s. 14).

- En menneskeliggørelse af Maria i skulptur og billedkunst begynder o. 1200, fra fjern himmeldronning til kærlig moder, hvor Maria mere og mere kommer til at ligne en attråværdig ung pige (bebudelsen), en modedame fra de højeste klasser eller en nybagt ung mor fra beskuernes daglige omgivelser. I høj grad levende kvinder bruges som model (s. 15-22). Billeder af samme slags som i artiklen kan findes i databasen Web Gallery of Art (http://www.wga.hu/index1.html), hvor man kan søge på navne som Rogier van der Weyden, Jan van Eyck, Jean Fouquet eller Hans Memling.

- Er denne sammensmeltning af det religiøse og det åbenlyst verdslige en dekadent brug af analogier og metaforer, som nivellerer alt ophøjet, en degradering af følelseslivet på såvel det religiøse som det erotiske plan? Et tegn på kulturens sammenbrud? 1400-tallets opfattelse adskiller sig markant fra senere tiders. Den meget indflydelsesrige teolog Jean Gerson (1363-1419), der ofte henvendte sig på fransk til lægmænd, afviste at vejen til Gud kunne gå gennem rationel erkendelse, den kunne kun gå gennem mystiske oplevelser. Derfor anviser han oplevelsen af betagelse og jordisk kærlighed som en vej til erkendelse af det religiøse, som en åbning af sindet for det sublime, og han udnytter det verdslige poetiske sprog i alle dets facetter til at vise vejen til Jesus (eksempel fra en Højsang parafrase) (s. 19-24).

- Chanson-messen kan ses som et musikalsk modstykke til Gersons teologi: Allusionen til kødelig eller poetisk kærlighed skal åbne sindet for modtagelsen af messeledenes ord, Den verdslige indgang, som musikkens grundlag og allusioner tilbyder, transformeres til åndelig kærlighed og modtageighed for Ordet (s. 24).

- Den burgundiske hofpoet, -kronikør (og komponist) Jean Molinet (1435-1507) skriver digte som i samme grad kan betragtes som en lovprisning af Jomfru Maria som af en høvisk frue, og han citerer i et raffineret net af referencer netop de flerstemmige ‘hit’-sange, der var yndene som modeller for messekompositioner (s. 24-27).

- Selv om man fortsatte med at komponere kirkemusik baseret på verdslige sange langt ind i det 16. århundrede [og visse komponisterne som Orlando di Lassus fortsatte langt senere], vakte denne praksis dog stærk modstand, og mange kirkelige autoriteter forsøgte af få den afskaffet. Det lykkedes først i den officielle romerske liturgi med Trienter konciliet 1542-63 (s. 29). [Man kan ikke lade være med at spørge, om ikke denne modstand fra kirkelige kredse er et lige så væsentligt element i den krise for kunstpolyfoni, som Rob Wegman beskriver i The Crisis of Music in Early Modern Europe 1470-1530, New York 2005, som de kritikpunkter, han lægger hovedvægten på].