Start

General index of music editions

Materialer

Links

Recent publications

Coppini, Musica tolta 1607

Editions and papers
on this site:

Copenhagen Chansonnier

Complete Works of Gilles Mureau

Amiens MS 162 D

Uppsala MS 76a


Papers on

Basiron’s chansons
Busnoys & scibes PDF
Caulaincourt
Chansons in Fa-clefs
Chansoner på nettet
Fede, Works
Dulot’s Ave Maria
Open access 15th c.
MS Florence 2794

 

 
Peter Woetmann Christoffersen

Geni - fædre/sønner - genealogi - kormesterens rolle:

Paula Higgins: ‘Musical “Parents” and Their “Progeny”: The Discourse of Creative Patriarchy in Early Modern Europe’ i J.A. Owens & A. Cummings (eds.): Music in Renaissance Cities and Courts: Studies in Honor of Lewis Lockwood (Detroit Monographs in Musicology/Studies in Music, No. 18) Warren, MI, 1996, s. 169-86

Musikvidenskaben kan virke fuldstændig uberørt af den feministiske diskussion inden for videnskab, som er blevet ført i de senere årtier, ‘mestrene’ lever i bedste velgående. Således har Lowinskys artikel om at ideen om musikalsk geni opstod i forbindelse med renaissancen (Edward E. Lowinsky: ‘Musical Genius – Evolution and Origin of a Concept’ MQ 1964 s. 321-40) kun affødt sparsomme reaktioner. Higgens efterprøver tanken, finder at den omtydning af komponistrollen, der sker i perioden 1450-1600, kun har lidt med den romantiske ide om geni at gøre. Lowinsky overså at o. 1500 spiller læremesteren en stor rolle i musikerens selvforståelse, det bliver normalt at stå på skuldrene af en mester og derved erklære sin position i musikkens udvikling og samtidig markere en kvalifikation i konkurrencen om de gode embeder (internationalt marked), hvor komponistens kunnen nu efterspørges (171). Herved opstår en form for musikalsk genealogi, lærer-elev forhold, som ofte omtales hvad enten det er reelt, symbolsk, ønsketænkning (fra senere tilhængere) eller ren markedsføring. Samtidig opstår en sprogbrug om musikalsk faderskab (far-søn), som udelukker kvinder fra musikhistorien.

I middelalderen omtales eller prises individuelle komponister meget sjældent, heller ikke i den musikteoretiske litteratur (174). Først o. 1460 dukker sådanne beskrivelser op. Tinctoris berømte beskrivelse af sin samtids musiks linie tilbage til englænderne med Dunstable som den vigtigste, og med Dufay og Binchois som formidlere og Ockeghem, Busnoys, Regis Fauges etc som arvtagere, er det første forsøg på at skabe en sådan genealogi [minder om de moderne canon-byggerier til legitimering af kunsten og videnskaben]. Tinctoris udbygger senere denne genalogi og placerer sig selv i den (173) [giver sig selv status!].

Denne tankegang hænger sammen med komponisternes baggrund i korskolerne, der især i Nordfrankrig og Flandern er i opblomstring i denne periode, her har ‘magister puerum’ en vigtig rolle i dannelsen af fremtidige komponister. Efter 1450 bliver det mere almindeligt udover cantus planus at undervise kordrengene i den flerstemmige musiks principper. Disse stillinger bliver samtidig mere prestigefyldte og anerkendte komponister søger dem aktivt (Basiron, Busnoys). Visse lærere bliver mere efterspurgte end andre, og komponister af forskellig generation begynder at blive nævnt i par (175ff mange eksempler [det er her påfaldende at mange teoretikere bliver koblet til en kendt komponist - det må være en del af strategien for at få trykte værker solgt]).

Lærer/ophav-tænkningen understreges af mindedigte/kompositioner hvor mesterens fortræffeligheder fremhæves. Machaut/Deschamps er en af de tidligste, men er fri for far-søn referencer. Ockeghems lamentation over Binchois (179) er måske den tidligste af den type. Fortsættes i Ockeghem/Cretin og Molinet etc.

Kvindelige komponister: 1566-83 Madalena Casulana får trykt mindst tre samlinger madrigaler under eget navn, næsten naturstridigt i følge samtidens ideer at hun kan komponere, da hun ikke falder ind i en genalogi som andre kvindelige komponister med professionelle fædre. Casulanas forord 1568 mod mandlige kolleger, som tror denne evne er forbeholdt dem. Dedikationer kun til kvindelige modtagere.


 

Paula Higgins: ‘Musical Politics in Late Medieval Poitiers: A Tale of Two Choirmasters’ i Paula Higgins (ed.): Antoine Busnoys. Method, Meaning, and Context in Late Medieval Music. Oxford 1999, s. 155-74

Nuancerer og eksemplificerer flere punkter i Higgins: ‘Musical “Parents” ...’ om magister puerum. Fremlægger sagen om Busnoys fortrængning af denne stillings indehaver ved Saint-Hilaire-le-Grand i Poitiers (70 km syd for Tours), Johannes Le Begue, i september 1465 til fordel for sig selv. Forhandlingerne findes bevaret. Dekanen og de ledende kannikker går ind for Busnoys, som er særdeles velkvalificeret i musik (flerstemmig) og poesi og har bestridt en tilsvarende stilling ved Saint-Martin i Tours, mens Le Begue sandsynligvis kun behersker elementært stof (hovedsagelig cantus planus).

Busnoys’ tiltrækning for kirkens ledelse var sandsynligvis den nye vægt, der blev lagt på komponistens rolle (160), måske skrev han i den korte periode i Poitiers værker for drenge. Han tiltrak også nye højt kvalificerede sangere til kirkens kor (162). For Busnoys og sangerne lå poitiers’ tiltrækning også i kirkens nære samarbejde med byens meget kendte universitet, der var et udviklet intellektuelt miljø (167). NB Busnoys en meget lærd komponist - sammenhæng med universitetet.

Kormesteren som en væsentlig del af kirkens profil, et nyt konkurrenceelement, men besværligt for komponisten, mange endte efter en karriere som kormester ved et fyrstehof, hvor forståelsen for ‘komponistens’ rolle i det daglige trods alt var større og hvor prestigeelementet i det lange løb havde større værdi (166), Busnoys, Brumel, Obrecht etc.

Udbygning af ‘Musical “Parents” ...’ kormesterens udvikling fra en dygtig pædagog til en krestiv mentor (168); lamentationer; Tinctoris skifte i beskrivelse af Ockeghem og Busnois mellem 1470erne og 1480erne (170).